This post will be in Danish. Reason is that I have a lot of Danish thoughts and translating it is not gonna be right now.. But thank god for translate tools :)
Hej alle sammen der hjemme… Så sidder jeg her I Boulder, på et værelse I et hus som jeg kun skal bo I et par dage endnu. Og nej – jeg har ikke været i rematch. Men familien har boet i et midlertidigt hus, og vi skal være ude lørdag. Det nye hus mangler stadigvæk lidt, men det kommer hen ad vejen. Mit værelse er klart, så det bliver rart at komme ordentligt på plads.
Grunden til jeg skriver på dansk er fordi jeg bare føler at jeg skal skrive på dansk lige nu. Normalt skriver jeg en gang om ugen, men i dag får i lidt ekstra tanker. Jeg savner ikke Danmark som sådan, jeg mangler det kendte i min hverdag, jeg mangler min bedste veninde. Tingene herovre er ikke helt som beskrevet, først og fremmest er det utrolig svært at få kontakt til min CC, der gik næsten en måned før jeg fik mit ”opstarts” møde. Jeg ved hun har travlt og at hun gør det frivilligt – alt respekt for det. Men når man arbejder som stewadesse er man ikke til rådighed som man skal. Hun har et mærkeligt skema, som hun oven i hatten kun kender en måned frem. Så det er meget uforudsigeligt hvad der sker, det gode er at hun selv har været au pair i USA, hun er fra Slovakiet og arbejdede som au pair for 10 år siden. I dag er hun gift med en amerikaner.
Men jeg har virkelig og føler stadigvæk at jeg bliver tabt lidt på gulvet. Jeg har været meget tæt på at overveje rematch, da jeg ikke syntes at jeg har trives. Jeg ved at der er en tilvæningsperiode på ca. 90 dage. Men nogle ting kan man ikke vænne sig til, og så er der ting jeg personligt ikke har lyst til at vænne mig til.
Lad os tage den fra start: Først og fremmest er familien jeg er landet på rigtig søde. Det er slet ikke deres personligheder jeg er/har været i konflikt med. Men rettere deres måde at ville opdrage deres børn på. Alle er forskellige, jeg er taget her over for at få et andet syn på ”sagen” men var jeg blevet fortalt det var den måde de ønskede at deres børn skulle opdrages på, så havde jeg nok ikke valgt dem. Men en anden fakta er at jeg nu sidder her, og ville ønske at jeg havde de informationer før jeg tog beslutningen om at tage af sted. Sket er sket, jeg kan ikke gøre noget.
Min familie flyttede til Boulder; hvor vi bor, 2 uger før jeg ankom. De har forladt alt hvad de kender, alle vender, deres gamle hus, deres elskede Nanny, alt er efterladt og de skal nu starte fra scratch. Men det kan pigen på ingen måde finde ud af. Først og fremmest holdte de ”orlov” og rejste rundt i landet 2-3 måneder før de faktisk flyttede. Så Pigen er jo nu vant til at have sine forældre omkring sig 24/7. Hun har forladt alt, sine venner og sin elskede Nanny. Hun har reageret meget voldsomt, og forælderne har selv sagt at de aldrig har set hende sådan. Hun råber og skriger. Er fjendsk, ond og faktisk irriterende. At jeg lige pludselig kommer, hjælper på ingen måde.
Nu er der gået en måned, hun er helt bestemt blevet bedre. Men vi har stadigvæk vores ture. Jeg prøver så vidt det er muligt at holde mig til forældrernes måde at opdrage på, det er mig som skal tilvænne mig deres liv, ikke omvendt. Jeg prøver, men det er godt nok svært, når man føler alt magt og autoritet som voksen er blevet taget fra mig. Giver man hende et nej – hyler hun og siger det ikke er sandt, løber ind til mor og prøver at manipulerer. Nogle gange lykkedes det, andre gange ikke. Hun er blevet bedre, men jeg frygter at skulle flytte over i det nye hus. Jeg kan personligt ikke tage mere hyleri og skrigeri som der var i starten. Og jeg kan ikke andet end at tale, med en sød lille baby-stemme og forklare hende at sådan gør man ikke, og det må man altså ikke. Alt voksen-magt jeg havde i institutionen er taget fra mig. Det går bedre, men jeg nægter at tage en måned mere med skrigeri.
Det er måske lidt hårdt sagt, men jeg har sagt til mig selv at jeg tager en måned i det nye hus og ser hvordan det går.
Samtidig med alt det her fis, så har jeg ikke noget socialt liv overhoved. Jeg har været ude med en dansk pige fra et andet agentur én gang, det var meget hyggeligt. Men vi har ikke kunne finde nogen dag efter. Da familien er nye i byen, kender de jo heller ingen. Og de har skulle sælge et hus og købe og resturerer et nyt. Så det har heller ikke hjulpet på det. Min CC kontaktede mig først efter jeg skrev en meget lang, meget frustrerende mail til hende efter 3 uger. Familien er rigtig søde til at sige, du kan bare tage bilen om aftenen, hvilket er rigtig fedt, men hvor helvede skal jeg køre hen? Et er jeg ingen har at mødes med og noget andet er jeg ikke har noget kort eller nogen GPS. Så chancen for at farer vild er bare for stor til at jeg overhoved vil prøve at kører fremmede steder hen i bilen. Cyklen kan jeg også låne, den har bare ingen lås. Og da Boulder er en Cykel/motions by så er cykeltyveri den mest udbredte kriminalitet. Så det er total frustrerende.
Så rigtig mange ting har gjort at jeg ikke rigtig kan falde til. Dagene går bare og går. Står op, spiser morgenmad, leger, frokost, leger, nap-time, leger, vagt ovre. 5 dage om ugen, fra ca. 8.30 - 5/5.30. Tiderne er der jo bestemt ikke noget galt med, det er jo total luksus. Men når man ikke har noget at glæde sig til efter arbejde og når den ældste ikke altid er så skide samarbejdsvillig. Så trækker det altså utrolig hårdt ned.
Jeg er heller ikke på talefod med min mor. Jeg fortalte hende at hun ikke skulle pylre og skrive hver gang. Og så kaldte hun mig egoist og sagde jeg kunne skrive til min far hvis jeg ville noget og det gjorde jeg så. Så blev der fred, så skrev hun og jeg fortalte hende at jeg faktisk nød stilheden og at jeg syntes at den skulle fortsætte. Det gjorde kun det hele meget værre. Så vi taler ikke med hinanden. Det der med at skulle accepterer at ens datter sidder på den anden side af jorden, har hun lidt svært ved. Jeg ved det godt – hun er min mor, hun elsker mig. Og jeg elsker også hende. Men det blev simpelthen for meget. Og jeg har rigeligt at tænke på og så meget sker der sgu heller ikke. Og jeg har heller ikke lyst til at skrive ”har ikke tid” hver gang hun skriver. Men meget overraskende så genere det mig faktisk ikke synderligt at vi har det problem. Statistisk har 80% af alle mødre og døtre en krise når datteren er i 20érne. Så jeg tager det stille og roligt. Hun får opdateringer som alle andre på bloggen så hun er altså ikke skåret helt fra hvis der var nogle der tænkte det.
Så godt råd til alle andre, tal lige godt og grundigt med jeres mor, før i vælger at rejse. Og opdater samtalen lige før du tager af sted. I sidder på den anden side af jorden, de kan ikke gøre noget alligevel, de bliver nødt til at give slip og lade jer leve jeres nye ”midlertidige” liv. Og hvis de forventer at de får den samme datter hjem igen, så kan det godt være de skal accepterer at sådan bliver det altså ikke. Jeg kan allerede nu mærke at jeg har ændret mig. Det er svært at forklare hvordan, man kan bare mærke at der er sket noget (hvilket er ret naturligt)
Jo der er noget jeg savner, jeg savner mit New-York-Gang fra Workshoppen. Utroligt hvad 5 dage kan gøre ved én. Men de tøser savner jeg monster meget, jeg er sikker på at; hvis de boede lige omkring mig, så ville jeg slet ikke sidde her og skrive. Så ville jeg have det helt fantastisk dejligt og alle bekymre ville bare blive talt væk. Jeg savner dem, nogle at snakke med, nogle at have det sjovt med, grine med. Men jeg savner ikke hjem, jeg elsker at være i USA – hvor mærkeligt det end lyder så elsker jeg at være i USA. Arbejdssituation kunne være bedre. Men jeg er her og jeg skal nok overlevedet her. Det der ikke slår dig ihjel – gør dig kun stærkere (MOR!)
Pyha, en masse løse tanker. Det er måske ret deprimerende at læse. Men det er altså fint at være au pair, man dør ikke af det. Der er nogle forhindringer som virker meget uoverskuelige lige nu. Men de er sikkert ikke så store. Nu vil jeg bare gerne flytte ind på mit værelse, så de tanker kan komme ud af mit hoved og jeg kan få ro på den front.
Undskyld langt indlæg og stavefejl hvis der er nogle.
No comments:
Post a Comment