Tænk engang – For et år siden, knoklede jeg med mit eksamens projekt. Jeg var lige ved at blive færdig med min HF. Jeg skulle tage stilling til hvilken uddannelse jeg skulle ind på efter sommerferien. Men alles forventninger og i stor del også mine egne forventninger, skyggede for virkeligheden.
I dag ”forventes” det at unge tager den lige vej gennem uddannelsessystemet. Først den obligatoriske folkeskole, gymnasium og derefter videregående uddannelse. Men for helvede hvor er det bare en jungle. Havde vi bare levede efter den gamle levevis ville vi jo ikke have så mange muligheder – og valget ville være meget lettere – om vi ville det eller ej. Gør som dine forældre og bedsteforældre. Men den holder jo bare ikke i dagens Danmark. Nu gælder det om at komme først og højest i samfundet. Gode karakterer i gymnasium, ind på en velset uddannnelse, få et godt stabilt og veltjenende job, en kæreste som familien faktisk accepterer, derefter stifte familie og leve med masser af arbejde, stress, skrigende unger, livet i den hurtige bane indtil vi bliver 85 gamle, grå og vores børn nægter at komme og besøge os på plejehjemmet.
Og så er det her jeg tænker. Hvad fanden skete der lige der. Hvorfor? Selvfølgelig skal vi alle have et job, alle har rart til familie, omsorg og venner. Men hvorfor det karriere ræs. Det kan jo ikke undgås i dag. Hvis du ikke stiler efter en stor karriere fra start – ender du med nul og niks. Man bliver nødt til at nedbryde sine egne grænser og komme ind i den verden om man vil det eller ej. Jeg bryder mig ikke selv om ideen, men ved jeg bliver nødt til at gå efter den. Jeg bliver en af de unge der bliver nødt til at følge flokken og tendensen. Der er ikke tid for mig til at stoppe op og bruge længere tid end normalt på at overveje fremtiden. For man når kun de første fem minutter, hvorefter spørgsmålene kommer massende. ”Hvad har du tænkt dig nu?” – ”Hvad med uddannnelse?” - ”Hvad er dine fremtidsplaner?” - ”Har du tænkt dig at lave ingenting resten af livet?” - ”Tag dig sammen!” – ”Kom nu i gang med noget!” – ”Du har ikke hele livet ven!” - ”Verden ruller forbi udenfor!”
PRES!
Jeg tog en forkert retning pga. det pres der bliver lagt på de unge. Folk har travlt med at sige, vi lader de unge få tid. Men det er jo lige det de unge ikke får.
Man bliver slået i hovedet med en bog allerede fra 8 klasse, af en studievejleder. Som siger: ”Jeg bliver nødt til at skrive noget i de her papirer. Vælg nu en eller anden retning!” Og inden de 20 min samtale er forbi har de allerede nået at drikke 2 kopper kaffe!
I 9. klasse, begynder de igen at presse dem. Hvad vil du gymnasiet, teknisk skole, 10. klasse. VÆLG VÆLG VÆLG!
Jeg valgte 10. fordi jeg ingen idé havde om hvad jeg ville, og så ville jeg gerne forbedrer mine karaktere. Så jeg tog altså ikke et såkaldt fjumre år – men jeg fik købt mig selv et ekstra års betænkningstid samtidige med bedre karaktere.
I 10. skulle jeg så vælge hvad jeg nu ville, jeg vidste det stadigvæk ikke. Jeg nægtede at have tysk i gymnasiet, så min mulighed var arbejde til slaveløn eller HF. Jeg valgte HF!
I HF gik tiden fandme hurtigt når man kigger sig tilbage. 2 års komprimeret viden i alle mulige nytteløse ting. Men jeg kom da igennem. Men i 2. HF kom virkeligheden. Nu kunne jeg altså ikke udskyde mine fremtidsplaner mere. Nu skulle jeg vælge. Ikke flere gymnasier og 10. klasser. Nu skulle jeg vælge min retning i livet.
Jeg valgte at søge ind på lærerseminariet, Jeg kom ind på et flot snit 8,3 på 7 trins skalaen. Ganget med 8% blev det til et snit på 8,9. Jeg var tilfreds. Jeg kom ind – men fik ikke det fag jeg VILLE have. Jeg ville så gerne have haft engelsk som obligatorisk linjefag. Men endte op med dansk, Jeg tænkte ”Nej fandme nej, det skal sgu ikke sænke mig! Så jeg fortsatte. Men i mine timer brugte jeg ikke tiden på at høre efter men den eneste sætning der var i mit hoved var ”Hvad helvede laver jeg her, jeg er slet ikke klar til det her”
Så jeg droppede ud, brugte nogle måneder på at finde arbejde. Fandt et, startede som tilkaldevikar. Nu har jeg et 30 timers vikariat indtil feb 2012. Og jeg er godt tilfreds.
Når vikariatet er ovre, så rejser jeg min vej. Væk fra Danmark og væk fra systemets pres. Jeg får tid til at finde mig selv, måske opdage nye sider af mig selv. Men en ting er sikkert og vidst.
Jeg melder mig ikke til nogen som helst uddannelse før jeg er klar til det. Den fejl har jeg lært af.
Jeg ser ikke længere mig selv som en fejl i systemet. Jeg har lært at det ikke er de unge som fejler. Men at det rent faktisk er systemet der fejler. Der burde være mere tid og mere accept til de unge, når de siger jeg har brug for tid. Og brug for tid er en ubekendt størrelse. Jeg ved jeg i hvert fald har brug for 2 år. Mit arbejdsår i Danmark og mit år i USA. Og så må jeg tage den derfra. Jeg har ikke travlt. Jeg skal nok overleve karriereræset. Men jeg vælger at blive voksen først!
No comments:
Post a Comment