February 18, 2011

Hvorfor en blog og hvorfor au pair?

Tja, for at være helt ærlig. Så skriver jeg faktisk denne blog, i håb om at få skrevet mine tanker og erfaringer ned. Jeg har valgt at blive Au Pair i USA, med afrejse i februar 2012. Nu er der sikkert mange der tænker "WHAT! det er jo først om et helt år!" Men sandheden er, at et år går hurtigt, meget kan ske på et år, man er i konstant udvikling, og jeg kan nå at få kolde fødder et utal af gange.

Derfor er denne blog ligeså meget et værktøj til mig selv, som skal minde mig om hvorfor jeg vælger at rejse væk fra alt jeg kender i minimum et helt år, og så endda vælger noget så langt væk som USA. Jeg har selv prøvet at finde andre blogs hvor jeg har muligheden for at følge andre au pairs og læse deres erfaringer og tanker. Men mange glemmer at opdaterer, hvilket er synd, da jeg meget gerne ville følge lidt med i hvordan det hele er og hvordan det foregår "over there" Jeg har dog fundet to, som jeg læser hver dag, for ikke at gå glip af noget :) Sådan er jeg :) Disse 2 kan ses under min fulde profil, men her er også deres link. http://frausatildanmark.blogspot.com/ og http://maibrittiseattle.blogspot.com/ . Jeg kender ikke disse to danske piger, men hungrer efter information og virkelige historier. For folk som er interesseret er disse 2 blogs glimrende eksempler.

Det er bl.a. også en af grundene til jeg opretter denne blog. Jeg vil tage andre (danske) au pairs med på min rejse. Ikke kun selve opholdet, men også den rejse som faktisk er begyndt allerede når man har taget beslutningen om at tage afsted.

Det er jo ikke bare en lille ferierejse man tager på. Man tager alene afsted til et fremmed land, med fremmede mennesker, en fremmed kultur, man skal arbejde, tage sig af børnene og huset, man skal lære at ikke alle taler dit sprog og din kultur og man bliver derfor nødt til at indordne sig under de forhold man nu engang lander i. For mange vil det være første gang de rejser alene, og en afsked med mor og far i lufthavnen vil med sikkerhed gøre ondt. Man skal undvære sin "gamle" familie og starte en "ny" familie op med sin værtfamilie.

Man efterlader de trygge rammer og springer ud i livet og ud i verden. Nye venskaber, relationer, livssyn og opfattelse opstår. Man får en livslang erfaring som ALDRIG vil kunne måles i kroner, ører eller boglig uddannelse. Man får en oplevelse for livet, noget som vil ændre en selv, og noget så værdifuldt og unikt så andre vil misunde os, fordi de ikke selv tog springet. At kunne skrive "1 år som au pair i USA" på sit CV, er noget som viser modenhed, ansvarlighed, selvstændighed, tilpasningsevne, og det viser en som ikke er bange for udfordringer og modgang. For specielt de to sidste ting er noget man vil blive mødt af som au pair. Og kan man komme over det, så har man noget - som ikke mange har.

Mere om hvem jeg er i næste indlæg

No comments:

Post a Comment